OM MIG
Jeg hedder Julie Thorsted. Jeg er erfaren metakognitiv terapeut og rehabiliterende kræftsygeplejerske. Gennem de sidste 20 år har jeg haft samtaler med mennesker om de udfordringer, som sygdom og behandling har givet dem. Jeg har hjulpet dem til at få fodfæste i livet efter en kræftdiagnose og støttet dem på deres vej. For mig er det lige dér, at det giver allermest mening at hjælpe. At hjælpe videre fra dér, hvor livet er rigtig svært. Til dér, hvor livet igen giver mening.
I 20 år har jeg arbejdet som kræftsygeplejerske på et af landets førende hospitaler. De første 10 år har jeg behandlet og plejet mennesker med mange forskellige kræftsygdomme. De efterfølgende 10 år har jeg udelukkende behandlet og støttet mennesker med brystkræft. Sideløbende har kræftrehabilitering været mit ansvarsområde på afdelingen, så derfor har jeg både en stor viden og et dybfølt engagement indenfor dette område. Af samme grunde har jeg videreuddannet mig til metakognitiv terapeut på Neokognitivt Institut i København. I 2021 startede jeg min praksis i metakognitiv terapi. Jeg deler lokaler med Vivo Fysioterapi, der også har speciale i senfølger til kræft.
Jeg tilbyder et specialiseret metakognitivt samtaleforløb til at være bedst muligt i livet med det, som sygdom og behandling har givet af følger. Livet med og efter kræft kan give rigtig mange fysiske senfølger, som træthed, søvnproblemer og kroniske smerter, men også psykiske senfølger, som bekymringer, angst for tilbagefald og depression.
Angst og depression kan naturligvis komme af mange andre grunde end sygdom. Hvis du ikke har haft kræft, men bekymringer og grublerier fylder meget af andre årsager, er du også meget velkommen til et samtaleforløb hos mig.
I terapien arbejder vi med, hvordan man håndterer sine bekymringer, og man lærer at give dem mindre opmærksomhed, så man kan være bedst i sin situation og leve sit ene fine liv i nuet.
Jeg vil møde dig ligeværdigt og nysgerrigt på dine præmisser. Jeg ved, at tillid og tryghed i relationen er afgørende for en givende samtale. Det vil jeg skabe de bedste rammer for gennem omsorg, respekt og nærvær i rolige omgivelser.
Metakognitiv terapi er effektivt og viser rigtig gode resultater, både i forskning og i min praksis. Derfor er det min primære behandlingsmæssige metode.
Jeg opdaterer mig løbende i metakognitiv terapi og rehabilitering gennem kurser og uddannelse.
Vær opmærksom på, at jeg ikke giver nogen form for medicinsk behandling, og at jeg ikke har adgang til din journal eller lægehjælp. Det vil være dit eget ansvar at henvende dig til din behandlende afdeling eller din praktiserende læge ved bivirkninger til din eventuelle medicinske behandling eller ved tegn på sygdom. Det samme gælder, hvis du har spørgsmål til medicinsk behandling eller sygdom.
Jeg kan desværre ikke tage imod henvisninger fra din praktiserende læge, og jeg har ikke tilskudsordning fra forsikringsselskaberne.
FOREDRAG:
Jeg holder løbende foredrag i metakognitiv terapi for mennesker, der har fået en kræftsygdom og for fagpersonale:
Den 29.2.24: Vivo Fysioterapi, Frederiksberg
Den 11.3.24: Kræftafdelingen, Rigshospitalet
Den 23.5.24: Vivo Fysioterapi, Frederiksberg
Den 6.11.24: Brystkræftforeningen, Herlev Sundhedscenter
Den 23.1.25: Klinik for Lindrende Behandling, Rigshospitalet