SOCIAL ANGST

Social angst er angst for at falde igennem socialt og blive vurderet negativt af andre mennesker. Den angstramte kan have mange bekymringer op til samvær med andre og tænke overdrevent negativt og selvkritisk om sine egne sociale evner. Under samværet vil frygten for at opføre sig pinligt og blive afsløret i sin angst forstærke de fysiske symptomer som svedtendens, rødme og anspændthed. Det gør måske blot vedkommende mere usikker og nervøs, og det kan skabe en selvopfyldende profeti. For at håndtere ubehaget trækker den angstramte sig måske mere fra samværet for eksempel ved at undgå øjenkontakt, trække sig til tilstødende lokaler eller gå tidligt hjem, og selvkritikken kan fortsætte. 

Ubehaget og den negative erfaring fra samværet kan gøre, at man ikke deltager næste gang. Jo flere situationer, som vedkommende viger fra, des mere kan angsten for samværet stige. Social isolation bliver på den måde et resultat for mange, og ensomhed og depression kan følge efter.

hvordan hjælper metakognitiv terapi ved social angst

Metakognitiv terapi kan hjælpe dig, der oplever social angst, med at få et friere forhold til dine tanker og bekymringer. Social angst hænger ofte sammen med bekymringer om, hvad andre tænker, hvordan du virker, eller om du siger eller gør noget forkert. Det kan føre til bekymringer og grublerier, som fastholder angsten.

I terapien undersøger vi sammen dine overbevisninger om tanker og bekymringer. Måske tror du, at du skal analysere en samtale bagefter for at lære af den, eller at du ikke kan kontrollere dine bekymringer. Sådanne overbevisninger kan få dig til at bruge meget tid og opmærksomhed på tankerne.

Med den metakognitive metode lærer du konkrete værktøjer til at begrænse den tid og opmærksomhed, du bruger på bekymringer og grublerier. Gennem øvelser i og mellem sessionerne træner du en ny måde at håndtere tankerne på. Målet er ikke at fjerne alle tanker, men at mindske deres indflydelse, så du kan være mere nærværende, tryg og fri i samvær med andre.