PANIKANGST
Ved panikangst bliver man pludselig ramt af kraftige og uventede angstanfald med meget ubehagelige kropslige symptomer. I begyndelsen kommer anfaldene typisk fuldstændig uventet, dog ofte i situationer, som vedkommende kan føle det svært at komme ud af. Efterhånden vil der være en tilbøjelighed til, at anfaldene kommer i særlige situationer, som for eksempel når man køber ind i et supermarked. Næste gang man står i samme situation, vil man have skærpet opmærksomhed på tankerne om situationen og sin krop. Det kan forstærke symptomerne og føre til større risiko for angstanfald. Når angsten viser sig hyppigere, kan det øge ens fokus på symptomer og tanker yderligere, og det kan starte en ond spiral.
Da specifikke situationer erfaringsmæssigt udløser anfald, undgår vedkommende på et tidspunkt måske helst helt de situationer. På den måde kan panikangst give en stor begrænsning i hverdagen i forhold til at gå i butikker, tage offentlig transport eller være sammen med andre mennesker.
Man vedligeholder og forstærker altså panikangsten ved at bekymre sig meget, overvåge de kropslige reaktioner og undgå de situationer, der udløser angstanfald. De negative tanker bliver derved styrende for adfærden.
hvordan hjælper metakognitiv terapi ved panikangst
Metakognitiv terapi kan hjælpe dig med at bryde den onde cirkel af angst, bekymringer og overtænkning, som kan opstå ved panikangst. I terapien undersøger vi dine antagelser om tanker, kropslige fornemmelser og angstsymptomer – og hvordan du forsøger at håndtere dem. Du får indsigt i, hvad der fastholder angsten, og lærer konkrete metakognitive redskaber til at håndtere dine tanker på en ny måde. På den måde vil du kunne slippe for overtænkningen og den angst, som har fulgt med dem.
Målet er ikke at fjerne alle negative tanker eller forhindre angst i at opstå, men at ændre den måde, du forholder dig til tankerne og angsten på. Med træning lærer du at bruge mindre tid på bekymringer, overvågning og overtænkning og i stedet rette din opmærksomhed mod det, der er vigtigt for dig. Du vil opnå mere livsglæde og frihed til at leve det liv, som du ønsker.