SYGDOMSANGST

Ved sygdomsangst vil tankerne kredse om frygten for at fejle noget alvorligt, og man vil have et overdrevet fokus på kroppens symptomer. Når man mærker noget, vil man ofte tjekke sin krop for tegn på sygdom og søge svar hos lægen eller på nettet for at kunne afkræfte frygten. Dette kan give en kortvarig beroligelse, men når næste kropslige fornemmelse melder sig, vil tvivlen komme tilbage for, om der alligevel kunne være noget galt. Den store opmærksomhed på kroppen fastholder altså frygten for alvorlig sygdom. Angsten kan også i sig selv frembringe fysiske symptomer som for eksempel hjertebanken, svedeture og svimmelhed. Det kan blot forstærke frygten for fysisk sygdom, når de kropslige symptomer fejltolkes. Da frygten for at overse tegn på alvorlig sygdom er så stor, kan det være ekstra svært at slippe behovet for at tjekke sig selv for symptomer eller at søge afkræftelse på Google eller hos lægen.

Metakognitiv terapi har vist sig rigtig effektiv mod angst indenfor relativt få behandlinger. I samtaleforløbet vil vi sammen afdække dine overbevisninger om dine bekymringer, og hvordan det påvirker din måde at håndtere dem på. Jeg vil anfægte nogle af dine overbevisninger om dine tanker og lære dig at forholde dig til dem på en mere hensigtsmæssige måde. Du vil få nye strategier til at tage kontrollen tilbage over, hvilke tanker, du giver din tid og dit fokus. Det vil du gøre gennem træning af konkrete mentale øvelser under sessionerne, og nøje instruerede hjemmeøvelser til brug i praksis. Når du får redskaber til at slippe dine bekymringer, letter angsten og måske forsvinder den helt. Så du vil kunne leve dit liv, som du ønsker det.

Man skal gå til lægen, når der er grund til det, og hvornår det er tilfældet med et fysisk symptom, er der ikke et entydigt svar på. Dog skal man naturligvis gå til sin praktiserende læge ved symptomer på fysisk og alvorlig sygdom.   https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0165032722015002?via%3Dihub#bb0035