MESTRING AF KRÆFT

At få og at leve med en kræftsygdom kan være ganske slidsomt. Mange lever med symptomer og senfølger, der begrænser og tager fokus i hverdagen. Behandlinger giver ofte også bivirkninger og tager mange kræfter. Med livssituationen følger meget ofte også mange bekymringer og spekulationer om sygdommen, om behandlingerne og uvished om fremtiden. Med en vedvarende stor fokus på de negative tanker, kan man desværre få mere negative tankemønstre med risiko for at få angst og depression

Med metakognitiv terapi vil du få en større forståelse for, hvordan du tænker, og hvad det gør ved dig ved, at vi igennem forløbet ser på dine bagvedliggende tankeprocesser. Du vil samtidig lære at slippe bekymringerne og spekulationer. Det vil give dig mere hensigtsmæssige tankevaner, overskud og en evne til at være til stede i nuet. 

Hvis du har besvær med at sove, vil du også opleve, at søvnen bedres. På samme måde kan kroniske smerter og nervepåvirkninger blive lindret, hvis du giver dine tanker om dem mindre opmærksomhed. At fysiske følger kan begrænses, er naturligvis ikke et udtryk for at genen ikke er reel, men at krop og sind er tæt forbundet. Når tankemylderet og fokus på de kropslige gener er begrænset, vil du opleve mere livsglæde og overskud i hverdagen.

Din måde at håndtere din livssituation på har afgørende betydning for, hvordan du kan være bedst i livet. Jeg kan hjælpe dig til at leve bedst muligt med det, som sygdommen byder dig psykisk, ved at hjælpe dig til at håndtere bekymringer og spekulationer om det, der fylder for dig. Du vil få en bedre forståelse for, hvordan tankerne påvirker dig følelsesmæssigt og hjælp til at integrere de perspektiver, der følger med sygdommen. Du kan finde et fodfæste og skabe en hverdag, der har betydning for dig. For sygdommen er trods alt en påmindelse om, at livet er lige nu, og at det skal leves.

Jeg hjælper dig til at være til stede i livet med og efter kræft gennem metakognitiv terapi, sygepleje og coaching. Vær opmærksom på, at jeg ikke giver nogen form for medicinsk behandling, og jeg har ikke adgang til din journal eller lægehjælp. Det vil være dit eget ansvar at henvende dig til din behandlende afdeling eller din praktiserende læge ved bivirkninger til din eventuelle medicinske behandling eller ved tegn på sygdom. Det samme gælder, hvis du har spørgsmål til behandlingen eller sygdommen

Hvis du foretrækker, at samtaleforløbet foregår online på Teams eller pr. telefon, er det en mulighed. Du skal vide, at der er elevator op til min praksis på Hejrevej i København NV.