MESTRING AF BRYSTKRÆFT

Når du har været vendt mod sygdom og behandling i lang tid, kan det være overvældende at skulle vende sig mod livet igen. Måske er det først efter behandlingsforløbet, at du mærker, at du har ændret dig som menneske. Din selvforståelse kan være påvirket, og du føler måske, at du har brug for at finde ind til din kerne igen. Den måde, som du ser verden på efter sygdommen, har måske også forandret sig. Erfaringen fra kræftsygdommen vil du bære med dig, og du må finde en måde at integrere dine nye indsigter bedst i dit liv. 

Sygdommen og behandlingerne har måske også sat deres spor i din krop med for eksempel træthed og søvnbesvær, lymfødem, nervepåvirkning eller smerter. Nogle følger kan være kortvarige, mens andre kan vare ved i måneder og i nogle tilfælde desværre blive permanente. Måske oplever du, at du skal lære din nye krop at kende, eller at du skal genvinde tilliden til den efter, at du blev syg. Det kan føles utrygt og angstprovokerende, hvis du samtidig går med frygten for, om sygdommen kan komme tilbage. Angst for tilbagefald, tankemylder og depression er hyppige psykiske følger til brystkræft.

Da krop og sind naturligt hænger sammen, oplever jeg ofte, at de kropslige og følelsesmæssige følger efter sygdom og behandling kan vedligeholde og forstærke hinanden. For eksempel kan nervepåvirkning og smerter give bekymringer, som kan påvirke nattesøvnen. Trætheden kan så forstærke det kropslige ubehag, der så kan give endnu mere tankemylder og ængstelse. Et stort fokus på tankerne og de kropslige følger kan desværre give mere angst for tilbagefald eller depression, og det kan også påvirke både parforholdet eller overskuddet til arbejdet. Disse nedadgående spiraler kan i den grad forstyrre evnen til at få fodfæste i livet igen efter sygdom.

METAKOGNITIV TERAPI:

Målet med metakognitiv terapi er at få mere ro og nærvær ved at lære at lade tankerne og senfølgerne være. I terapien vil du erfare, hvordan du tænker, og hvordan det påvirker dig psykisk og fysisk, og vi vil arbejde terapeutisk med de metakognitive processer, der ligger bag dine tankemønstre. Gennem øvelse vil du lære at slippe dine helt naturlige bekymringer om din livssituation og om dine eventuelle senfølger. På den måde vil du få mere overskud og nærvær i livet igen. Det er vigtigt, fordi sygdommen er en påmindelse om, at det ikke kun handler om at være i live, men i høj grad også om at leve livet og at turde livet, – måske især efter at have mærket på egen krop, at livet ikke er en selvfølge.

Vær opmærksom på, at jeg ikke giver nogen form for medicinsk behandling, og jeg har ikke adgang til din journal eller lægehjælp. Det vil være dit eget ansvar at henvende dig til din behandlende afdeling eller din praktiserende læge ved bivirkninger til din eventuelle medicinske behandling eller ved tegn på sygdom. Det samme gælder, hvis du har spørgsmål til behandlingen eller sygdommen.

Hvis du foretrækker, at samtaleforløbet foregår online på Teams eller pr. telefon, er det en mulighed.