LÆNGEREVARENDE SMERTER
Er du plaget af smerter, og påvirker det dit humør og dit overskud i hverdagen?
Når du har ondt, er det helt naturligt, at det også fylder mentalt. Tankerne kan kredse om kroppen, om dine begrænsninger og om, hvad det betyder for dit liv og din fremtid. Når din opmærksomhed igen og igen bliver trukket mod smerterne, følger der ofte uhjælpsomme bekymringer med. For mange udvikler det sig til en belastende spiral. Smerter giver træthed. Træthed tager overskuddet, og tankemylder begynder at fylde mere. Det kan slide meget psykisk og også påvirke søvnen, og over tid kan tankerne om smerterne give ængstelse og tristhed.
Måske mærker du det især om natten, hvor det er svært at finde ro. Når søvnen bliver påvirket, kan det ofte mærkes dagen efter. Mindre overskud kan give flere bekymringer og endnu mere fokus på smerterne. Det kan øge belastningen endnu mere.
Hvordan hjælper metakognitiv terapi ved længerevarende smerter
Metakognitiv terapi viser gode resultater ved længerevarende smerter. Når smerter varer ved, er det naturligt at gøre sig mange tanker om smerterne og sin livssituation. I terapien arbejder vi derfor målrettet med, hvordan du tænker om dine smerter, og hvordan du forholder dig til dem.
Smerter er altid virkelige, men smerteoplevelsen påvirkes af blandt andet søvn, stress, følelser, forventninger og din forståelse af smerterne. Hvis du bekymrer dig meget eller ofte mærker efter i kroppen for at beskytte dig selv, kan det fastholde hjernen i et højt alarmberedskab. Det kan skabe en nedadgående spiral, hvor smerter, bekymringer og øget opmærksomhed på kroppen kommer til at fylde mere.
I metakognitiv terapi arbejder vi ikke med selve smerten, men med dine tanker om den. Du lærer at opdage bekymringerne og lade dem være, så de ikke får unødig tid og opmærksomhed. Målet er ikke at ignorere smerterne, men at slippe den opslidende kamp mod dem og i stedet rette fokus mod det liv, du gerne vil leve.
Du får konkrete værktøjer til at give smerter og uhjælpsomme bekymringer mindre opmærksomhed – også når livet er udfordrende. Når tankerne slipper deres greb, kan du opleve mere ro, nærvær og overskud og skabe bedre betingelser for at håndtere din situation.