Har du haft kræft og er du angst for tilbagefald?

Kender du følelsen af, at din krop har svigtet dig ved, at du har fået kræft? Eller tvivlen på, om du kan stole på din krops signaler, nu hvor den har svigtet dig én gang? Sådan er der mange, der har det.

Tvivlen kan blive forstærket af, at du skal lære din krop at kende på ny med følgerne fra operation og behandlinger. Træthed, smerter og nervepåvirkning kan for eksempel sætte sig hos mange som en bekymring for, om det -mod forventning- kunne være tegn på tilbagefald*. At leve med den usikkerhed og bekymring kan føre til angst for tilbagefald.

Du kan som menneske ikke bestemme, hvilke tanker der vil komme til dig. Til gengæld kan du lære at ændre dine tankemønstre og styre dit respons på dine tanker og bekymringer, så de ikke ”tager over” og fører til angst. Det kan du gøre gennem specifik metodetræning til en mere naturlig balance i tankestrømmene, så du hverken giver bekymringerne meget opmærksomhed og heller ikke fortrænger dem, da det også kan give angst. At lade bekymringerne gå uden at give dem hverken mere eller mindre opmærksomhed end alle andre tanker er omdrejningspunktet i metakognitiv terapi.  Terapiformen er effektiv og bygger på solid forskning.

Jeg er metakognitiv terapeut og kan give dig værktøjerne til at slippe for angst og grublerier. Så kan du bruge din energi på det, der er vigtigt for dig og leve i nærvær til dig selv og dem, som du elsker.

 Jeg ønsker dig alt det bedste fra

Julie Thorsted

Metakognitiv Terapeut København

*Er du i tvivl om du har tegn på tilbagefald, skal du kontakte din afdeling for en vurdering- for en sikkerheds skyld.